At passe ind.

Endnu engang er det sket. Jeg troede jeg passede ind, at jeg endelig havde fundet en plads. Jeg snakkede med folk i forskellige kredse, hist og her, folk jeg troede der holdt af mig. Måske gør de også det. Jeg passer ikke ind, det har jeg aldrig gjort. Jeg snakker med dem, en del synes jeg selv. Men alt der sker er væk fra mig, ingen ting får jeg at vide. Det er bare ligesom det var før. De sagde at jeg passede ind, og at de ikke kunne undvære mig. Alligevel gjorde de næsten alt uden mig. Jeg prøvede virkelig da jeg kom her ud, men virkede det? Nej..åbenbart ikke. Alt jeg vil er at passe ind..et eller andet sted. Hvor folk gerne vil have mig med, hvor jeg ikke er den alt forbigår. Men ændre mig for at passe ind, det sker aldrig. Måske ønsker min underbevisthed det ikke? Jeg ved det ikke.. Der irritere mig bare en smule. Der er mange her ude der kender mig, men ingen kender mig fuldt ud. Hvis man spurgte dem jeg er tættest på, hvordan jeg er ville det nok bare være; Glad, smilende, random og underlig. Ingen kender den dybe side af mig. Ingen kender den side af mig der bare kan sidde og stirre ud i luften uden en eneste tanke, uden et eneste ord og bare sidde. Ingen kender mig så godt så de ved hvor meget jeg elsker regnvejr. At gå ture om sommeren mens det styrter ned. Hvor meget jeg elsker bare at pakke mig ind i dyner, kamille the, sidde og hører på regnen med stille musik i baggrunden. Ingen kender mig, det rolige mig. Det jeg er når jeg er virkelig tryk i folks nærvær, det er så også sjældent jeg er så tryk ved folk. Jeg har noget med trykhed, men jeg ved desværre ikke rigtig hvad det er.