Forkert er forkert og sådan er det bare.

Lysten til noget man bare ved er forkert, vokser for hver time der går. Alt vælter rundt, og det virker som den eneste udvej. Jeg har holdt et fucking år, så er det virkelig det værd? Nej, det er det ikke. Kan jeg modstå det? Sikkert ikke til ende. Jeg er ikke sikker på jeg er stærk nok når det kommer til det. Lysten er der, den er så kraftig. Jeg vil så gerne, bare en enkelt gang. Mærke varmen spredes over huden, imens adrenalinen suser igennem kroppen. Jeg husker det som var det i går. Følelserne der forsvinder, kun dét der fylder sindet. Fascinationen lyser mine øjne op, alt forsvinder, alt bortset fra varmen. Jeg ved ikke hvad jeg mister hvis det sker, jeg ved ikke hvordan folk reagere. Så mange nye mennesker er kommet ind i mit liv siden, hvad vil de gøre og sige? Hvem vil tage afstand, og hvem er der. Det gnaver i mig langsomt, og river alt med sig på vejen. Hvad afholder mig virkelig? Er det fordi jeg ikke vil være så svag igen? Vil jeg ikke indrømme det for mig selv? Måske det er så svært at komme op som sidst? Sorgen bag smilet, ingen ser det. Ønsker jeg helt ærligt at de skal se det? Nok ikke, for hvis ingen ser det, passer det så?